Sådan vælger du det rigtige dækken til din hest

Det rigtige dækken vælges ikke kun ud fra temperaturen. Hestens pels, klipning, huld, alder og individuelle behov spiller også en rolle – ligesom vind, regn, adgang til læ og grovfoder.

I denne dækkenguide hjælper vi dig trin for trin med at finde den rigtige størrelse, vælge en passende mængde fyld og passe godt på dækkenet.

Hos Rider by Horse finder du dækkener til forskellige årstider og vejrforhold – fra regndækkener uden fyld til varme vinterdækkener.

Som ryttere og hesteejere ved vi, at to heste ikke nødvendigvis har brug for det samme dækken – selv i det samme vejr.


Dækkenguiden hjælper dig i tre enkle trin:

Trin 1: Find den rigtige dækkenstørrelse
Trin 2: Vælg den passende mængde fyld
Trin 3: Pas godt på dit dækken


TRIN 1

Find den rigtige dækkenstørrelse

Sådan måler du din hest:

Mål ryglængden med et målebånd fra begyndelsen af manken til haleroden, som vist på figuren.

Læg derefter 10 cm til målet for at finde dækkenstørrelsen.

Vores dækkener fås i størrelser med 5 eller 10 cm mellemrum. Ligger det beregnede mål mellem to størrelser, skal du runde op til den næste størrelse.

Eksempel: Måler ryglængden 133 cm, lægger du 10 cm til. Det giver 143 cm, og du skal derfor vælge størrelse 145 cm.


figur sådan måler man hestens dækken størrelse


Vejledende størrelse ud fra stangmål

Kender du din pony eller hests stangmål, kan tabellen nedenfor give et fingerpeg om dækkenstørrelsen.

Vejledende størrelsestabel
Dækkenstørrelse Hest/pony – vejledende stangmål
105 cm 110–127 cm
115 cm 125–137 cm
125 cm 135–145 cm
130 cm 140–152 cm
135 cm 145–160 cm
140 cm 151–165 cm
145 cm 157–170 cm
155 cm 167–175 cm
165 cm 173 cm og derover

Tabellen er vejledende. To heste med samme stangmål kan have forskellig ryglængde. Vi anbefaler derfor altid at måle hesten for at finde den mest præcise dækkenstørrelse.


TRIN 2

Vælg den passende mængde fyld

Hestens dækkenbehov kan ikke afgøres ud fra temperaturen alene.

Hestens termoneutrale zone

Hestens termoneutrale zone – det temperaturinterval, hvor den kan opretholde sin kropstemperatur uden at bruge væsentlig ekstra energi – angives generelt til cirka 5–25 °C.

Det betyder, at hesten ofte har det behageligt ved temperaturer, hvor vi mennesker begynder at fryse. Når du selv tager en varmere jakke på, er det derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hesten også har brug for et dækken med mere fyld.

Intervallet er vejledende. Hestens behov afhænger blandt andet af:

  • pels og klipning
  • race, huld og alder
  • sundhed og individuelle behov
  • vind, regn og vedvarende vådt vejr
  • adgang til læ og grovfoder
  • om hesten står på stald eller går ude
  • temperaturændringer i løbet af dagen

Hvad betyder antallet af gram?

Antallet af gram angiver mængden af isolerende fyld i dækkenet. Jo flere gram fyld, desto mere varme giver dækkenet.

Hos Rider by Horse finder du dækkener med forskellige mængder fyld til skiftende årstider, vejrforhold og individuelle behov.

Vejledende fyldoversigt
Fyld Vejledende temperatur Typisk anvendelse
0 g Ca. 12–15 °C Beskyttelse mod regn og vind uden ekstra varme
50 g Ca. 8–13 °C Kølige, våde og omskiftelige dage
100–150 g Ca. 5–10 °C Efterår, forår og milde vinterperioder
200–250 g Ca. 0–7 °C Koldere efterårs-, vinter- og forårsdage
300–350 g Ca. 0–5 °C Kolde vinterperioder og heste med behov for ekstra varme
400–450 g Ca. 0 °C og derunder Frostperioder og heste med et større individuelt varmebehov

Temperaturerne er vejledende, og intervallerne overlapper med vilje. En uklippet hest med kraftig vinterpels kan have brug for betydeligt mindre fyld end en klippet eller korthåret hest i det samme vejr. En ældre, en hest med lavt huld eller fuldt klippet hest kan omvendt have brug for mere varme. Vedvarende regn og vind kan også øge varmetabet.


Men husk: Din hest er enestående

Du kender din hest bedst. Brug derfor temperaturerne som en vejledning, og stol på dine egne observationer, når du vælger dækken.

Lad dig ikke påvirke for meget af, hvilket dækken eller hvor meget fyld andre bruger til deres heste. Deres heste kan have helt andre behov end din.

Tjek, om din hest har det behageligt

Mærk under dækkenet, om hesten føles behageligt varm og tør – ikke varm, fugtig eller svedig. Tjek gerne din hest dagligt og igen, når vejret eller temperaturen ændrer sig.

dækken på dansk varmblods hest

TRIN 3

Pas godt på dit dækken

Ja, det kunne næsten lyde, som om det var et råd til hesten :)

Hverdag

En af de bedste ting, du kan gøre for både din hest og dit dækken, er regelmæssigt at kontrollere, at dækkenet stadig ligger, som det skal, at gjordene har den rette længde, og at dækkenet er korrekt tilpasset din hest.

Selvom hesten umiddelbart ser ren og fin ud under dækkenet, er det stadig en god idé at strigle den regelmæssigt for at holde pelsen i god kondition. Striglingen virker samtidig som massage for huden og hjælper med at holde den smidig.

Rengør også gerne dækkenets inderside regelmæssigt for hår, mudder og snavs, så der ikke sidder noget, som kan genere hesten.

Er dækkenet blevet vådt igennem i løbet af dagen, bør du skifte til et andet dækken, mens det våde hænges til tørre.

Bruger du ikke dækkenet i en periode, er det en god idé at opbevare det rent og helt tørt, indtil det skal bruges igen.

Dækkenvask

Når dækkensæsonen er slut, hjælper en grundig rengøring med at fjerne hår, mudder og snavs. Det gør dækkenet klar til opbevaring og kan være med til at forlænge dets levetid.

Du kan enten vaske dækkenet selv eller få det vasket hos et professionelt dækkenvaskeri.

Hvis du vasker dækkenet selv

Begynd gerne med en forvask i stalden. Børst forsigtigt løse hår, mudder og snavs af dækkenet, og skyl det eventuelt med vand. Undgå at bruge en højtryksrenser, da den kraftige stråle kan påvirke materialet og de vandtætte egenskaber.

Følg altid vaskeanvisningen på dækkenet. Luk velcrolukningerne, og sørg for, at spænder og stropper er samlet og sikret inden vask. Brug et vaskemiddel, der er beregnet til vandtætte udedækkener, og undgå skyllemiddel, da det kan påvirke dækkenets vandtæthed og åndbarhed.

Undgå høj centrifugering, og hæng dækkenet til lufttørring væk fra direkte varme. Dækkenet skal være helt tørt, inden det lægges til opbevaring.

Imprægnering efter behov

Med tiden kan dækkenets vandafvisende overflade blive mindre effektiv. Når vandet ikke længere lægger sig som dråber på overfladen, kan det være tid til at genimprægnere dækkenet.

Vælg gerne en vandbaseret imprægnering, som er udviklet til vandtætte og åndbare tekstiler.

Har du ikke en vaskemaskine med tilstrækkelig plads, eller ønsker du hjælp til både vask og imprægnering, kan et professionelt dækkenvaskeri være en god løsning. De har store maskiner og erfaring med korrekt behandling af hestedækkener.

Er du stadig i tvivl?

Er du i tvivl om størrelse, fyld eller valg af dækken, hjælper vi dig gerne. Skriv til info@riderbyhorse.dk, eller ring til os på tlf. 40 85 83 73.

Find det rette dækken til din hest

Nu har du overblik over størrelse, fyld og vedligeholdelse. Gå på opdagelse i vores udvalg, og find det dækken, der passer til netop din hest.